JOAN-SØSTRENE

Voldtægt

Et nej er et nej. Det er voldtægt, når en kvinde bliver tvunget til sex. Selvom man har drukket øl sammen, er gået hjem samme eller på anden vis kender hinanden, er det voldtægt, hvis man tvinges til sex. Alligevel foregår godt 2/3 af alle voldtægter ifølge Joan-Søstrenes tal mellem to parter, som kender hinanden i forvejen. Voldtægt er en barsk oplevelse. Politiet og andre myndigheder har ofte en mangelfuld opfattelse af, hvordan voldtægt opleves. Nogle kvinder oplever derfor, at de ikke bliver troet. Omgivelsernes manglende forståelse og fordømmende holdning kan forstærke den krise, langt de fleste kvinder kommer i efter en voldtægt.

Hvis voldtægten ikke bearbejdes, kan den længe efter – måske resten af livet – være årsag til bl.a. angst, mareridt, depressioner og seksuelle vanskeligheder.

Ved anmeldelse til politiet så husk:

  • Anmeld hurtigst muligt, helst i den politikreds, hvor voldtægten er sket eller henvend dig straks til voldtægtscentret i det pågældende amt.
  • Gør dig ikke i stand først, vask dig ikke og skift ikke tøj 
  • Gå ikke alene, tag en med du kender, eller en Joan-Søster 
  • Fra det øjeblik du har anmeldt voldtægten, har du ret til gratis advokatbistand. Politiet skal oplyse dig om dette samt tilkalde den advokat, du vælger. Benyt dig af denne ret. 
  • Stå fast ved din anmeldelse 
  • Læs politirapporten igennem og ret misforståelser 
  • Lad være med at underskrive politirapporten. Det er ikke nødvendigt, og du har ikke pligt til det. Du kan evt. senere komme med rettelser og tilføjelser 
  • Politiet må kun spørge om tidligere seksuelle forhold, hvis det har væsentlig betydning for sagen.